Sund mad sparkes ind i idrætshallerne
Ud med pommes frites, pølser og slush ice. Et nyt og banebrydende projekt skal skabe en sund madkultur i danske idrætshaller, og Nordea-fonden støtter projektet med 5,3 mio. kr.

Foto: Nils Rosenvold (arkiv)
Idrætshallerne skal have sundere mad på menuen, ligesom salatbaren i Vejen Idrætscenter
Når håndboldspillerne har brændt en masse kalorier af til kamp eller træning, så skal de kunne fortsætte det sunde valg i idrætshallens cafeteria.
I februar 2012 søsættes projektet 'Sundere mad i idrætslivet', der skal bane vejen for en kulinarisk madrevolution i idrætshallerne.
Målet med projektet er at skabe et nyt og sundt koncept, som appellerer til fremtidens idrætsudøvere og samtidig er med til at styrke sunde vaner og fastholde danskerne i idrætslivet.
»Vi vil fremme en sund, attraktiv og tidssvarende madkultur i idrætslivet og skabe eksempler for fremtiden. Og med projektet udvikler vi et madkoncept, der er nemt at bruge i idrætshallerne,« siger Søren Brixen, direktør for DGI.
Projektet koster 10,4 millioner kroner og udarbejdes af DGI-huse og haller i samarbejde med Nordea-fonden, Københavns Madhus, Halinspektørforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevarestyrelsen og flere danske kommuner.
Minister forventer en ny dagsorden for madkultur
Fødevareminister Mette Gjerskov forventer, at projektet sætter en ny national dagsorden for sund madkultur i idrætslivet.
»Sund mad og idræt hænger sammen. Med projektet og Fødevareministeriets 'Alt om kost rejsehold' er vi med til at feje de forældede kostvaner af banen, så cafeteriet i hallen kan komme af med sit ry som storleverandør af usund mad til idrætsdanmark,« siger Mette Gjerskov.
Sunde menukort skal styrke idrætslivet
En undersøgelse fra Region Hovedstaden viser, at danskerne er klar til at spise mere sundt i hallerne. 59 pct. af borgerne ønsker, at der ikke sælges fastfood i sportshaller og idrætsklubber. Og 33 pct. mener, at slik og chokolade skal forbydes i hallerne.
Det tætte samarbejde mellem projektets parter og danskernes ønske om en forandring er baggrunden for Nordea-fondens støtte.
»Vi vil gerne bidrage til at gøre idrætshallen til byens sundeste samlingssted og dermed fastholde flere i idrætslivet. Med danskernes stigende fokus på ernæring er tiden nu moden til, at sund mad går hånd i hånd med idræt, leg og bevægelse,« siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden.
Fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv og står bag flere initiativer, der styrker breddeidrætten og undersøger betydningen af sundere kostvaner hos børn.
Opdateret 19. januar 2012 Af Majbritt Lykke AndersenEjer: Kommunikationsafdelingen